Stafetten: Kurs mod fjerne kyster

I denne stafet fortæller Allan Malver fra Odder om bibliotekets nye kurs mod øget læselyst

I BCF har bestyrelsen oprettet en stafet, som giver os mulighed for at dele vores ledelseserfaringer og ledelsesudfordringer med hinanden. Vi er en forening med medlemmer fra hele landet, små og store kommuner. Vores udfordringer er nogle gange meget ens – og andre gang umiddelbart forskellige, men altid interessante at lade sig inspirere af.

Med stafetten beder vi dig fortælle om det, der ligger dit hjerte nært på ledelsesområdet lige nu: Det kan være en organisationsændring, en økonomisk øvelse, en fagstrategisk indsats eller andet. 

Har du bidraget til stafetten, så giv den videre til en kollega et sted i landet, og hjælp med til, at vi får dækket hele danmarkskortet. 

Kurs mod fjerne kyster
Af Allan Malver, Kulturchef og biblioteksleder, Odder Kommune

Odder Bibliotek er, ligesom de fleste andre biblioteker i landet, optaget af at øge læselysten i befolkningen. Hos os har vi besluttet, at netop den opgave, skal være den vigtigste de næste år. Det betyder, at stort set alt, hvad vi arbejder med, skal resultere i, at det giver større lyst til at læse. Det gælder ikke kun vores litteraturformidling, men også f.eks. vores arrangementsplanlæg, indretning, materialeindkøb og logistik. Vi har sågar talt om, at vores mål også skal være at øge læselysten, selv når vi udskriver en bøde. Den udfordring skal jeg indrømme, at vi ikke helt har fundet løsningen på endnu, men helt seriøst så er bøden faktisk er et væsentligt kontaktpunkt. Bøden en barriere eller en dårlig oplevelse for mange, og det må man kunne vende til noget andet f.eks. at øge lysten til at læse.

Der er nok mange biblioteker der kan argumentere for, at de altid har arbejdet med at øge befolkningen lyst til at læse. Det er faktisk nok de færreste, der vil sige, at de ikke har. I Odder, får netop denne opgave, det alt afgørende fokus de næste år. Det betyder, at bibliotekernes strategier og politikker tager afsæt og udgangspunkt i denne udfordring. Vi fokuserer vores arbejde på dette område, fordi det er her, der er størst behov for udvikling og forandring. Vi tager afsæt i denne opgave og prioriterer efter den, og så er det vigtigt for os at strategierne kobles til konkrete indsatser med målbare resultatmål, der (sand)synliggør effekten af vores arbejde.

Når vi arbejder med strategi tæt koblet på konkrete indsatser med målbare effekter for øje, så skaber det en helt anden meningsfuld værdi for vores samlede indsats. Jeg oplever, at personalet i højere grad tænker strategisk og foreslår nye løsningsmuligheder og idéer, der får afgørende betydning for, hvordan vi når i mål. Strategien er blevet et arbejdsredskab og ikke et dokument eller en række værdier, som man skal kunne huske udenad, men ikke kan se værdien af.

Vi vil øge læselysten. Det er vores strategi og det gennemsyrer vores arbejde de næste år. Netop fordi vi arbejder med udvikling og forandring på området, så bliver vores arbejde i nogle henseende mere projektorienteret, end det har været før. Det betyder, at vi har særlig øje for ikke at glemme driften, der er ligeså vigtig en del af den strategiske indsats som det projektorienteret udviklingsarbejde. Her er en væsentlig pointe, at de produkter der kommer ud af projekterne, netop skal sættes i drift for vedvarende at øge læselysten i befolkningen.

Odder Bibliotek er et lille bibliotek, og vi har ikke haft for vane at arbejde med mange og lange projekter. Det er måske ofte en udfordring for mindre biblioteker at prioritere ressourcer til samarbejds- og udviklingsprojekter. Det er forståeligt, men jeg vil dog opfordre til, at vi mindre biblioteker byder os til, når der er mulighed for det. Jeg oplever, at når vi samarbejder med andre biblioteker eller helt andre aktører, så får vi ofte mere tilbage end vi giver i form af nye kompetencer og relationer såvel som resultater som vi aldrig ville kunne opnå alene. Nu afdøde politiker Anker Jørgensen sagde ”De små, er de største”.

Det kræver kompetencer at arbejde projektorienteret og udviklingsorienteret. Jeg forstår godt hvorfor mange medarbejdere bliver trætte i blikket, når de bliver præsenteret over for mange og lange projekter, som de måske ovenikøbet ikke har haft indflydelse på, ikke kan se mening i og som har meget lange udsigter til at give et afkast. Alt dette kan i nogle tilfælde krydres med mange og lange møder, hvor formålsbeskrivelser, strategier og planlægning fylder uhensigtsmæssig meget. Vi er nemlig ofte båret af den gode intention om at skabe et perfekt og fuldkommet projekt, der er planlagt fra start til slut og uden fejl eller forhindringer, som vi alle tilfælde er forberedte på og ikke mindst en strålende klar vision om et slutprodukt, som vi alle ser ens og er enige om. Jeg kan godt forstå at små biblioteker eller medarbejdere generelt har svært ved at leve op til dette ideal.

På Odder Bibliotek bygger vi ikke luksuslinere, med komplette byggevejledninger og et fuldendt billede af slutproduktet. Det er f.eks. sådan man bygger med Lego, når du lige har købt en ny æske med den store Lego-luksusliner, der både indeholder præcist det antal klodser du skal bruge, og en komplet vejledning og plan for hvordan skibet skal bygges. Du kan ovenikøbet på forhånd se, hvordan det luksuriøse skib ser ud, når du er færdig. Jeg må indrømme, at jeg er ret vild med at bygge med Legoklodser. Men der opstår noget særligt, når du har blandede Legoklodser fra 5 forskellige kasser, klodser nedarvet i familien igennem generationer og nogle der er købt i løs vægt på Den blå avis. Nu står du med et helt andet udgangspunkt for at arbejde projektorienteret.

På Odder Bibliotek bygger vi små træskibe, der søsættes som prøvehandlinger med slutbrugeren i centrum. I processen lærer vi, og vi bliver klogere sammen i processen. Nogle af skibene hugger vi op og bruger til noget andet, andre bygger vi større og bedre under rejsen. Vi har ikke et færdigt billede af slutproduktet, for så kan vi ikke være åbne for ny læring, ukendte forhindringer eller muligheder undervejs eller løsningsforslag, der bygger på den erfaring, vi opnår under sejladsen. Det afgørende er, at vi aldrig sætter både i vandet uden kurs, for vi arbejder uden slinger med at øge læselysten. Man kan sige, at vi har kurs mod fjerne kyster, hvor vi lader os inspirere af oplevelserne undervejs, ligesom vi løser de udfordringer, der opstår, hvis der skulle opstå storm eller oprørt hav. Udover at processen på denne måde er langt mere agil, så skaber den mulighed for medindflydelse og medbestemmelse, så medarbejdere får både medejerskab og høj motivation i projekterne. Samtidig øger medarbejderne deres kompetencer på turen, fordi de får et nysgerrigt blik i prøvehandlingerne, de tackler udfordringer sammen undervejs og de lærer af de fejl vi begår undervejs, og vi stiller spørgsmål til, om der er noget vi kan optimere eller gøre bedre. 

I Odder har vi endnu kun skubbet de første små træskibe i søen, og derfor vil jeg ikke hævde, at vi har fundet den eneste rigtige løsning på, hvordan vi arbejder projektorienteret og i sidste ende lykkedes med at øge læselysten. Jeg vil dog dele den erfaring, at denne måde at arbejde på, allerede har givet en virkelig inspirerende glød i medarbejdernes øjne, og jeg er rigtig tryg ved og stolt over at rejse over Atlanten med et mandskab, der har dette særlige blik i øjet.
 

Læs også de tidligere stafetter ved at bladre i nyhedsarkivet

Kommentarer

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.
  • Web- og e-mail-adresser omdannes automatisk til links.