Stafetten: Lydbøger: Står den brutale afvænning for døren?
29. maj 2024
Af Mikkel Christoffersen, direktør for EBLIDA, chefforhandler for eReolen i Det Digitale Folkebibliotek og ekstern lektor på SDU
Jeg har fået stafetten af Jakob Lærkes og Esben Fjord i Gladsaxe, der nyligt skrev om bibliotekerne og data. Jeg fornemmer, de vil have mig til at skrive mindre om europæisk biblioteksudvikling og mere specifikt om én særlig type data, og jeg vil ikke skuffe de gode mennesker.
Her er tre datapunkter, der bør få alle bibliotekschefer til standse op og bekymres en kende:
175, 12,25 og 40.
Jeg kommer her til at skrive mig ind i en længere tradition om udviklingstendenser, der river og rusker i folkebiblioteket. Der er rigeligt at forholde sig til, men gudskelov er der jo også gode nyheder og nogle stærke, bærende pæle, der holder teltet folkebiblioteket oppe selv i stiv modvind. Jeg vil i det følgende lystigt begynde at save løs i én af de teltpæle.
Lydbogsudlånet fra eReolen er steget 175% fra 2017 til 2023. Hvis tendensen fra første kvartal 2024 holder, krydser vi 200% i år. Altså en tredobling. Fra 2,2 mio. årlige udlån til 6,6 mio. Det er jo fantastisk! Tænk, at folkebiblioteket har så stor en aktie i én af de vildeste tendenser på bogmarkedet længe; lydbøgernes triumfmarch. Det er også med en vis uro, man betragter den graf, synes jeg. Hvad – helt præcist – skal stoppe den?
Det er heller ikke just småpenge, vi taler om. Lydbøgerne kostede alt i alt folkebibliotekerne 73 mio. kr. i 2023. Det var op fra 64 mio. kr. i 2022 og 32 mio. kr. i 2017. Det bliver billigere pr. udlån, men flere og flere penge i alt. Borgerprisen i 2023 var på ca. 12,25 kr. alene for lydbøgerne og 19 kr. pr. borger for alt eReolens indhold. Ebogsudlånet er steget siden 2017, men ramte et plateau i 2020. Lydbøgerne er heltene. Og skurkene.
Der er en række forhold ved lydbøger, der gør dem ekstra snedige. Der er fx ingen naturlig grænse for forbruget. Man kan immervæk kun læse så og så mange bøger, fordi man skal passe sit arbejde – både det lønnede og det derhjemme. Til gengæld kan man lytte, mens man pendler, mens man arbejder i nogle typer job, og mens man vasker op. Flere og flere ryger i den tekniske begrænsning på 30 samtidige udlån på eReolen og ringer til support. Deres forbrug er simpelthen på over en lydbog om dagen! Ja, bibliotekerne har kvoter, men så bruger lånerne bare abonnementstitlerne, der altid kan lånes.
Kan man anvende lydbøger som onboarding til læsning? Nej, det er der intet, der tyder på. Der er heller ikke megen substitution mellem bøger og lydbøger. Den ene kan typisk ikke erstatte den anden. Det er følgelig heller ikke de samme brugergrupper. 40% af lånerne låner kun digitalt, 40% låner kun fysisk, og 20% låner begge typer. Når historien engang skal skrives, bliver det spændende, om de 40% digitale lånere mestendels er konverterede fysiske lånere eller en ny brugergruppe. Reaktionen er den samme i sidste tilfælde: Hurra! En helt ny brugergruppe. Og fordømt! En helt ny brugergruppe. Thi budgetterne stiger jo ikke, og som Københavns kulturborgmester så alliterativt siger, der er kun mennesker, mursten og materialer at tage af. Det er et nulsumsspil.
Der er en åbenlys afhandling i, hvad lyd gør ved bogmarkedet på den ene side – fordi forlagene forsimpler manuskripter, så de egner sig bedre som lyd – og hvad lytning gør ved litteraturtilegnelsen, når lydbøger bliver til baggrundsmusik, mens man laver noget andet, som halvdelen af vores brugere gør. De sysler, gør de. Der er ligeledes en afhandling i bibliotekernes overordnede digitale transformation på den infrastrukturelle side og lydbøgerne som lokomotiv på indholdssiden. Her skal blot konstateres én ting med potentielt vidtrækkende konsekvenser: eReolen har været et rigtigt godt tilbud, som imponerende mange har taget til sig. 772.000 unikke brugere og 1,6 lån pr. borger i 2023 er helt vildt, og ingen i verden har noget lignende. Ingen har heller det lille mirakel eReolen GO!, hvor børn formidler litteratur til andre børn, og kendskabet på skolernes mellemtrin er 70%, men! … har det været for godt?
eReolen er en tordnende succes, men ligesom med julemusik og gamle klassekammerater på Facebook er der en grænse for morskaben et eller andet sted. Statistiske fremskrivninger er nemme og ofte udtryk for intellektuel dovenskab, men bare for sjov skyld: En meget forsigtig fremskrivning på 10% i brugere og udgifter giver os over en million brugere i 2026 og en stigning alene i lydbøgerne fra 12,25 kr. pr. borger til 16,47 kr. Og stigningen fra 2022 til 2023 på lydbøgerne var vel at mærke ikke 10%, men 19% Jo, jo, forhandlerne skal nok få enhedsprisen ned. Denne er faldet hvert år, men forbruget er altid steget meget mere, end prisen er blevet sænket. Det bliver billigere og billigere og flere og flere penge.
Men man kan jo kontrollere forbruget på eReolen, kan man ikke? Jo. Og nej. Kvoten på antallet af lån pr. måned for den enkelte bruger gør kun lille forskel, hvis man har et bredt forbrug i kommunen. Grænsen for udgifterne pr. måned er effektiv, men også, hvad der retteligen kun kan kaldes nederen. Så lukker udlånet i løbet af måneden, og åbner igen den 1. Det lurer de erfarne lånere hurtigt, mens nye brugere bliver forvirrede. Det virker lidt østeuropæisk præ-1989.
Spørgsmålet bliver altså: Bliver vi nødt til at foretage en mere systematisk afgrænsning på eReolen, der kan kontrollere særligt lydbogsforbruget? Har vi simpelthen været for gavmilde med dét, Jakob Lærkes ofte citerer mig for at kalde ”lyd-crack til folket?” Missionen er lykkedes. Folket er blevet hooked, men har vi overhovedet råd til den succes meget længere? I modsætning til ægte crack-pushere, bliver vi jo ikke rigere og rigere med hver nye kunde og hvert nyt salg. Desværre. Vores digitale tilbud bliver bedre og bedre, men er jo ikke i nærheden af det fysiske rum, og alt hvad der sker dér. Skatteborgerne forbinder os med det fysiske rum og ikke nødvendigvis en offentlig, digital bogtjeneste. eReolen giver os rigeligt med transaktioner, men meget lidt i relationer, og vi servicerer nogle mennesker, vi dybest set ikke ved særligt meget om. Jeg er ikke selv helt så ekstatisk for et digitalt lån som et fysisk.
Jeg er virkelig spændt på, hvordan et bibliotek med støt stigende, nationalt koordineret, digital service og udlån – og vel alt andet lige tilsvarende reduceret antal mursten, mennesker eller (fysiske) materialer – egentlig ser ud. Hvordan spiller det fysiske og det digitale sammen? Hvor er overlappene? Hvem arbejder i det fysiske bibliotek, hvad kan de, og hvordan samarbejder de med den nationale, digitale del? Forhåbentligt er det mere og bedre end butikskæders ekspedienter, der med døde øjne monotont aflirer mantraet: ”Har du tjekket vores hjemmeside?” Og hvordan leder man egentlig denne hybride skabning som en form for helhed? Det glæder jeg mig helt vildt til at diskutere!
I BCF har bestyrelsen oprettet en stafet, som giver os mulighed for at dele vores ledelseserfaringer og ledelsesudfordringer med hinanden. Vi er en forening med medlemmer fra hele landet, små og store kommuner. Vores udfordringer er nogle gange meget ens – og andre gang umiddelbart forskellige, men altid interessante at lade sig inspirere af.
Med stafetten beder vi dig fortælle om det, der ligger dit hjerte nært på ledelsesområdet lige nu: Det kan være en organisationsændring, en økonomisk øvelse, en fagstrategisk indsats eller andet.
Har du bidraget til stafetten, så giv den videre til en kollega et sted i landet, og hjælp med til, at vi får dækket hele danmarkskortet.
