Stafetten: Med åbne øjne og ører: Fra privat til offentlig kultur
Med en baggrund i den private kulturindustri reflekterer Rune Erbs Ledet i stafetten over biblioteket som kulturinstitution.
I BCF har bestyrelsen oprettet en stafet, som giver os mulighed for at dele vores ledelseserfaringer og ledelsesudfordringer med hinanden. Vi er en forening med medlemmer fra hele landet, små og store kommuner. Vores udfordringer er nogle gange meget ens – og andre gang umiddelbart forskellige, men altid interessante at lade sig inspirere af.
Med stafetten beder vi dig fortælle om det, der ligger dit hjerte nært på ledelsesområdet lige nu: Det kan være en organisationsændring, en økonomisk øvelse, en fagstrategisk indsats eller andet.
Har du bidraget til stafetten, så giv den videre til en kollega et sted i landet, og hjælp med til, at vi får dækket hele danmarkskortet.
Jeg er glad for at få sendt stafetten sendt videre fra Annette i Allerød, hvor hun i sit indlæg blandt andet fortæller om, at hverdagsnarrativer i kombination med evidens, udvundet af data, kan bruges ledelsesstrategisk. Et relevant og godt indspark i udviklingen af vores kulturinstitutioner og en pointe om, at hvis ikke vi kan finde forklaringen på tendenser i datasættet, kan vi også bare åbne øjne og øre og iagttage og lytte til vores brugere og kollegaer.
I min tid i Tivoli blev jeg målt på både datasæt såvel som de tendenser, der ikke er målbare. Den tidligere Tivolidirektør havde for vane at gå ned i billetcentret ved hovedindgangen under hans kontor og spørge servicefolkene om, hvordan det gik med salget til de forskellige forestillinger og underholdningsprodukter. Ikke fordi han ikke havde fået salgsrapporten i indbakken som det første om morgenen, men for at høre og forstå de narrativer, der ikke kan læses ud af et datasæt. Fortællinger der kan hjælpe os til at forstå den kultur, vi har overtaget stafetten for.
De store ører, den rationelle fornuft og det frygtløse mod som leder er blevet de vigtigste værktøjer i min hverdag som biblioteksleder. Skiftet fra 20 år i den private kulturindustri til det offentlige rum har været en øjenåbner på mange parametre. På den ene side chokerende at blive introduceret for en træt og stagneret kommunal kulturorganisation og på den anden siden voldsomt motiverende at skulle arbejde sammen med visionshungrende ærekære medarbejdere, rådhuskollegaer, samarbejdspartnere, politikere og borgere. At jeg/vi i dag bliver målt 100% på den kultur, vi skaber til og sammen med borgerne, har skærpet mit syn på vigtigheden af sund og bæredygtig ledelse. Hvor jeg i den kommercielle verden producerede duplikérbare konceptuelle kulturformater til et massepublikum med en forventet monetær bundlinje, er jeg i den kommunale kontekst selv en del af det kulturbårne narrativ. Det er her, jeg har fået brug for den rationelle fornuft og det frygtløse mod. Ikke mindst til at skabe forandring hen i mod en bæredygtig kulturorganisation.
Det første år har jeg brugt på at støbe et nyt bæredygtigt fundament. Det krævede en omorganisering fra en klassisk hierarkisk organisationsstruktur til en åben matrix organisation. 1/3 af personalet er skiftet ud, flere er blevet tilbudt relevante kompetenceløft, og de gamle roller i biblioteket er vendt på hovedet. I dag varetager alle biblioteksmedarbejdere stort set den samme kerneopgave. Alle sætter bøger op såvel som at drive udviklingsprojekter. Alle de, der har lyst og energi på at arbejde i maskinrummet, får lov, og de får tilmed mandat og budget til at eksekvere.
Fundamentet i matrixorganiseringen er ved at sætte sig, og vi er klar til næste kapitel: At bygge i højden. Pt. taler vi meget om Biblioteksrummet, og hvad det kan/skal.
Jeg er eksempelvis meget inspireret af Frederiksbergs tanker om slikbutikken og har lyst til at tage den endnu videre, så biblioteksrummet er en stor bogudstilling, og reolerne er flyttet i depotet. Her minder mine medarbejdere mig om tradition, de ældre generationer og lovgivning.
Jeg ønsker mig, at de klodsede biblioteksskranker omdannes til skranke-ø’er med opsøgende værter som i København. Her bliver jeg mødt med argumenter om manglende fleksibilitet i Cicero, GDPR problematikker, fjernlånspraktik og behovet for en naturlig armslængde til borgeren.
Da vi også er kulturhus med mange aktive foreninger og mange egne arrangementer, drømmer jeg om cafeen som centralt åndehul i huset med café latte og aviser, der sender gæsten videre til biblioteket, i biografen, hen til printeren, ind i mødelokalet eller til koncerten i spillesteder. Her opstår der en nervøsitet for, om biblioteket vil blive usynligt og bibliotekaren overflødig. Skrækscenariet er, at den ubemandede åbningstid ”vinder” over den bemandede. Argumenter der alle bunder i rationelle overvejelser og kompetente erfaringer, mod mine blåøjende og naive ideer om det moderne bibliotek.
Med baggrund i Annettes tanker og den gamle Tivolidirektørs praksis om at lytte til andet en datasættene, mener jeg, at vi skal turde flytte på nogle af de gamle bibliotekssøjler, men vi skal hele tiden lytte til hinanden og til brugerne af biblioteksrummet. Vi må ikke være bange for at tænke biblioteket som en slags streaming tjenester eller SOME kanaler: Altså noget der er on demand, kan foregå i skyen og er tilgængelig for alle uanset IQ. Altså en slikbutik der lige såvel kan findes digitalt, som i skolen, i institutionen, i storcenteret eller måske på stranden. I den private sektor havde man for længst forretningsudviklet biblioteket hen i mod ovenstående fantasier. Forskellen er dog, at vi som biblioteks- og kulturmedarbejdere ER kulturen. Og selvom jeg kan tage mig selv i kommercielle frustrationer over det gamle bibliotek, har jeg aldrig følt større frihed som leder end i dag.
