Stafetten: Når et lærred bliver hvidt igen
Stafetten er landet hos Kristine Nygaard, der for ganske nylig skiftede fra Skive til Aalborg.
I BCF har bestyrelsen oprettet en stafet, som giver os mulighed for at dele vores ledelseserfaringer og ledelsesudfordringer med hinanden. Vi er en forening med medlemmer fra hele landet, små og store kommuner. Vores udfordringer er nogle gange meget ens – og andre gang umiddelbart forskellige, men altid interessante at lade sig inspirere af.
Med stafetten beder vi dig fortælle om det, der ligger dit hjerte nært på ledelsesområdet lige nu: Det kan være en organisationsændring, en økonomisk øvelse, en fagstrategisk indsats eller andet.
Har du bidraget til stafetten, så giv den videre til en kollega et sted i landet, og hjælp med til, at vi får dækket hele danmarkskortet.
Tak til Britta Thuun-Petersen for at sende stafetten videre til mig i Aalborg, og dermed give mig chancen for at dele ledelseserfaringer og udfordringer.
Det er godt 7 uger siden jeg landede i Aalborg. At sige at jeg er klog på Aalborg vil være at strække den. Men jeg er klogere. Det er en kæmpe mundfuld for mig efter 7 år som bibliotekschef i Skive. Det er ikke sådan, at jeg skal skippe al tidligere ledelseserfaring, men det er heller ikke sådan, at den ledelse jeg bedrev i Skive bare kan kopieres ind i en hverdag i Aalborg. Det er en anden ledelsestilgang, der skal til i Aalborg, og det i sig selv er en udfordring. Sammen med det at lære mere end 130 navne og opgaver at kende, en ny ledergruppe, et nyt politisk system, en ny kultur, ny chef og meget, meget mere. Det er en kæmpe udfordring og en rigtig spændende en af slagsen.
Det er for nyt her i Aalborg til at dele visioner og organisatoriske overvejelser. Til gengæld vil jeg gerne dele rejsen fra Skive til Aalborg med jer. Hvad fik mig til at tage det spring?
Noget af det, der virkelig kan tænde mig som leder, er at se andre lykkes. At se en organisation gro og udnytte sit fulde potentiale. Opleve at dem vi gør det for ser, at vi som bibliotek gør en forskel og at det bibliotek er deres. I 2014 kom muligheden for at få ”mit eget” bibliotek, da stillingen som bibliotekschef i Skive blev ledig. Et helt rent, hvidt lærred. Skive var dengang kendt for at være et bibliotek med fokus på drift og høj service til brugerne. Jeg blev ansat til at sætte biblioteket i spil lokalt og udvikle det ind i en mere moderne biblioteksretning til fordel for borgerne i Skive Kommune. Jeg havde ikke været i Skive mange dage, før jeg mærkede helt ind i hjertet, at det sted havde en virkelig dejlig kultur. En kultur der smittede af på alle de mennesker, der hver dag kom i vores hus. En kultur vi for alt i verden skulle holde fast i, gennem den forandringsproces vi stod overfor
Skive er hverken et stort eller et lille bibliotek. Det er sådan meget gennemsnitligt med en størrelse der gør, at hvis vi skal rykke os, så skal vi alle sammen med. Noget der var stor forståelse for blandt personalet, men også bragte stor usikkerhed hos mange, for om man nu passede ind i de biblioteksopgaver, der ventede. Arbejdet med ny vision, strategi, organisationsændringer og betydningen ud i biblioteksopgaven, er sket i et tæt samarbejde mellem personale og ledelse. Lokal MED har haft en stor andel i, at vi som organisation flyttede os sammen. Det samme har flokken af procespiloter, som vi fik uddannet i CB regi. Ejerskab, det at opgaverne og retningen gav mening, involvering, nysgerrighed og forståelse har været meget vigtige ingredienser for at nå i mål. Vi har som ledelse skullet holde fokus på rammer og retning, holde facitlisten for os selv, og ladet personalet gøre deres egne erfaringer. Vi har skullet bygge en tillidskultur op med plads til fejl. Som bibliotekschef handlede det om at uddelegere ansvar, have stor tillid til den måde opgaverne blev løftet på, være modig både på egne og deres vegne og være læhegn hvis vi røg i modvind. Hele rejsen i Skive var en vi tog sammen. Vi lærte sammen. Blev klogere sammen. Mere modige sammen. Vi har også grædt og skændtes undervejs. Været dybt frustrerede, irriterede på hinanden og ind imellem opgivende. Ingen forandringer uden storm. Og så kom der en pandemi, og på en eller anden måde blev den en slags organisatorisk eksamen på, om det vi havde bygget op holdt vand.
Det gjorde det. Men ikke uden en ordentlig læk. Personalet mødte tilbage på arbejde i foråret 2021. De mødte ind i en ny organisation med nye holdspillere og en nyformuleret kerneopgave. De mødte også ind til en ny souschef. Og et næsten tomt bibliotek. Og så mødte de ind til en ny fælles opgave: SammenSurium. En opgave der skulle binde en ny organisation, en ny kerneopgave og et generelt udfordret bibliotek sammen igen, så vi kunne komme tilbage på sporet. I stedet for personalemøder, handleplaner osv. skulle vi lære gennem et fælles projekt. Lære at samarbejde igen. Lære at være modige igen. Lære hvad biblioteksopgaven er i Skive igen. For borgerne. Og for os selv. SammenSurium handlede om at møde det ukendte sammen med det kendte i en fælles event med borgerne. En event hvor vi mødte det vi forstår sammen med det vi ikke forstår i en mangfoldighed af fællesskaber og forskelligheder. Hvor der blev bygget bro mellem forståelser og nysgerrigheden blev pirret. Projektet havde både et internt og eksternt sigte. En gensidig læring mellem bibliotek og borgere af hvad biblioteker er og kan i dag. Oven på en tid med en pandemi, der både har samlet os og splittet os.
Arbejdet med SammenSurium var enormt givende. Og mindst lige så drænende. Vi havde voldsomme diskussioner om alt fra racisme til kønsidentitet. Vi mødte det Anne Sophia Hermansen kalder generationskløften mellem forståelser, gentagne gange. Vi provokerede os selv (viste det sig) ved at stille rum til rådighed for drag queen, tykaktivister, transkønnede og burlesque dansere sammen med sportsdansere, jazzklubben og lokale kunstnere. Bølgerne gik højt internt, når vi pressede grænserne for hvad man kan som bibliotek, og stillede op med en halvnøgen havfrue (der hyldede kroppen) i gågaden for at gøre reklame for SammenSurium. Vi frygtede reaktioner både politisk og blandt borgerne. Men mest af alt frygtede vi, at borgerne ville holde sig væk. Det kom ikke til at ske. SammenSurium fandt sted i oktober 2021, og er den smukkeste mest rørende dag i min bibliotekskarriere. Vi så unge vi aldrig havde set før på biblioteket. Vi hørte historier fra folk, som var blevet mødt af fordomme gennem livet, der fik tårer frem i øjnene. Vi mødte den ældre dame med armene over kors, ende i dyb samtale med en drag queen. Folk elskede det. Biblioteket har aldrig fået så meget ros hverken fra borgere eller politikere. Ros for at bygger bro mellem mennesker og mellem kulturer, så vi alligevel oplever os som et fællesskab uanset forskelligheder.
Og hvad har det så med Aalborg at gøre? Oplevelsen med SammenSurium fik mig til at drømme videre i forhold til, hvad biblioteker kan. Jeg er vildt stolt af Skive. Både biblioteket og hele kommunen. Men størrelsen i sig selv har nogle begrænsninger i forhold til den rejse jeg godt kunne tænke mig at tage nu. Med Aalborg kommer en helt anden motorkraft, og dermed nogle helt andre muligheder. Vel og mærke uden at give køb på noget af det jeg har elsket mest ved Skive: Kulturen. Aalborg har som Skive højt til loftet. Plads til grin. Og ikke mindst et kæmpe hjerte for, at vi som mennesker er forskellige og der skal være plads til alle. I Skive skulle vi lære hinanden at være modige. I Aalborg har man været det i mange år. Men som i Skive, skal det hele lige findes frem igen oven på en pandemi båret af restriktioner. Jeg glæder mig vildt til at se, hvad vi skal opleve sammen heroppe nordpå. Øverst på programmet er en ny vision som skal udtænkes sammen med borgere, foreninger, samarbejdspartnere og politikere. Rejsen i Aalborg bliver en hel anden end i Skive, en rejse gennem ledere. Men noget går igen: kulturen skal med. Et lærred er blevet hvidt igen.
