Stafetten: En bibliotekschefs bekendelser

Indsendt af Ellen Ravn Bertelsen 2. december 2020 - 13:02

Læs i denne stafet om Tania Schwartz’ første 100 dage i jobbet som bibliotekschef i Glostrup.

I BCF har bestyrelsen oprettet en stafet, som giver os mulighed for at dele vores ledelseserfaringer og ledelsesudfordringer med hinanden. Vi er en forening med medlemmer fra hele landet, små og store kommuner. Vores udfordringer er nogle gange meget ens – og andre gang umiddelbart forskellige, men altid interessante at lade sig inspirere af.

Med stafetten beder vi dig fortælle om det, der ligger dit hjerte nært på ledelsesområdet lige nu: Det kan være en organisationsændring, en økonomisk øvelse, en fagstrategisk indsats eller andet. 

Har du bidraget til stafetten, så giv den videre til en kollega et sted i landet, og hjælp med til, at vi får dækket hele danmarkskortet. 

En bibliotekschefs bekendelser eller de første 100 dage i jobbet som bibliotekschef
Da jeg fik invitationen om at gribe stafetten og skrive om en ledelsesudfordring, blev jeg både overrasket og glad. Da jeg læste flere af de tidligere indslag, kunne jeg dog se, at det var nogle store fodspor jeg skulle gå i.  

Det gik op for mig, at der lidt eksisterede en stilletiende aftale om her i ledelsesstafetten at skrive om udfordringer, som var løst med succes og super godt resultat. 

Nå, det kan jo få enhver –  og i hvert fald mig – til at blive grebet af præstationsangst. Efter kun at være ansat som bibliotekschef på Glostrup Bibliotek i knap 3 måneder ved jeg ikke helt, hvilke udfordringer som jeg endnu har løst med meget stor bravur.

Så her kommer en anden måde at gribe stafetten på –  og I bliver nu lukket ind på mit kontor de sidste 100 dage og hører om stort og småt også det jeg ikke har klaret særligt godt!

Velkommen til en tour de force i mine udfordringer med at begynde som ny bibliotekschef på Glostrup Bibliotek, i ny kommune og med et helt nyt hold i ryggen, hvor af en stor del af medarbejderne også har mindre end 2 års ansættelse bag sig og midt under corona-pandemien. 

Glostrup Bibliotek er en del af den storkøbenhavnske vestegn og er det eneste bibliotek i en mindre kommune med ca. 23 000 indbyggere og har små 20 ansatte.  

Flyvende start med mulig besparelse, flytning og ny strategiproces
Det er forventeligt at der sker meget lige, når du bliver ansat. Du skal orientere dig i ny kultur, nye arbejdsgange, ny politisk kontekst og en masse nye mennesker. Alligevel vil jeg hævde, at der skete udsædvanligt meget de første par uger jeg var ansat. Glostrup Bibliotek har de sidste par år haft et strategisk målbillede, som der skulle sættes en proces i gang for at forny, så der skulle startes en ny strategiproces. Desuden er der overvejelser om at flytte biblioteket væk fra Kildevældets Allé 5, hvor biblioteket har ligget de sidste 50 år, da Glostrup Kommune ønsker at sælge den grund, hvor biblioteket ligger, så der var møder med arkitekt og byplanlægger. Herudover dukkede der pludselig en mulig besparelse op i bibliotekets fremtidige budget. En besparelse, som hvis den bliver udmøntet, kan betyde radikale ændringer og reduktion i organisationen.

”Hvad skal vi gøre? Få det bedste ud af de ting, der er inden for vores magt, og håndtere resten, som det kommer” (Epiket, Discourrses bog 1:1:17)

Nu er der ikke fordi jeg hver dag sidder og tænker over stoisk filosofi, men ovenævnte princip giver alligevel lidt ro i maven, når det går rigtigt stærkt med sit råd om at begrænse sig til det, man faktisk kan gøre noget ved.

Det positive ved at der skete så meget var, at jeg lynhurtigt lærte organisationen bedre at kende, at jeg mødte folk på tværs af kommunen og måtte erkende, at i Glostrup Kommune er der ikke langt fra tanke til handling.

At få nyt job er som at blive slået hjem i ludo
Uanset hvor mange år du har været på arbejdsmarkedet, og uanset hvor godt du mener, du kender biblioteksområdet, så er det at begynde et nyt job, som at blive slået hjem i ludo. Du begynder forfra og skal lære en masse ting på ny og føler dig ofte hver dag mere eller mindre inkompetent til det job, du lige er blevet ansat til. 

”Et tegn på intelligens er en bevidsthed om ens egen uvidenhed.” (tillagt Niccolò Machiavelli)

Så kan man jo forsøge at holde fast i citatet fra Machiavelli som trøst eller glæde sig over, at det nok ikke varer ved. Og måske prøve at huske på de ting som undrede dig i starten, inden du bliver blev en fuldt integreret del af organisationen.

Her i en coronatid kan man også føle sig ramt af uvidenhed om borgernes forbrugsmønstre. På Glostrup Bibliotek har vi de sidste 3 måneder som forsøg prioriteret at få ventelisterne helt i bund og har samtidig fået langt flere kvik/14 dagslån. Det har været en måde dels at få flere borgere på biblioteket i en tid, hvor besøgstallet er i bund, og dels at sikre, at de borgere der kom på biblioteket næsten altid kunne få en aktuel bog med hjem. Det har betydet en lille succes med en fordobling af udlånet af 14 dagslån. 

En anden observation er, at vi i denne tid har virkelig mange studerende og langt flere end der plejer at være på biblioteket. Vi ved ikke, om det er fordi de studerende mangler studiepladser og ikke kan være derhjemme, fordi flere i deres familie arbejder hjemme, og at der derfor mangler ro i hjemmet. Eller om de har færre penge mellem hænderne, og derfor foretrækker at sidde på biblioteket snarere end på en cafe. Vi er i hvert fald i gang med at omprioritere pladsen til studerende for at sikre, at der er plads nok til dem.

Ingen manual for hvordan du er bibliotekschef
Ethvert bibliotek har sin egen historie med et særligt hold af individer, som i samspil med kommunens borgere skaber en unik kultur. I starten af en ansættelse er der meget at lære og meget at lære at kende.

”I dag er idealet, at ledelse skal skabe sig selv. Der er ingen ydre instans at henvise til, ingen færdigdesignet rolle at spille. Lederen træder ikke ind i en rolle, men træder i karakter ved selv at skabe rollen. Ledelse er…en situations- og personbestemt selvkonstruktion”, (B. Rennison; ”Selvskabt ledelse”).

På mange måder kan det være en paradoksal disciplin at være leder – også på et bibliotek. 

Du bevæger dig på en balance mellem, at ledelse bliver professionel ved at blive personlig og netop bliver personlig ved at blive professionel. Det bliver tvingende nødvendigt, at du i dag bringer dine personlige evner ind i ledelsesopgaven, så der kommer en tydelig menneskelig dimension hvordan du leder biblioteket. Den særlige dynamik hvor man evner at bruge sin intuition, dømmekraft og indlevelse er vanskeligere, når man samtidig er ny og ved at finde sine ben i organisationen.

Til slut så handler det også om at have lidt mod – mod til at få vendt Glostrup Kommunes måske ikke altid lige positive historie om biblioteket og mod til at drømme om, hvad og hvordan et lille bibliotek kan gøre en endnu større forskel for kommunens borgere.

”My courage always rises with any attempt to intimidate me”, siger Elizabeth Bennett in Jane Austens “Pride and Prejudice”.

Og så var der selvfølgelig dagen, hvor varmen røg på mit kontor, og der var 16 grader. Da jeg klager min nød til Glostrup Ejendomme, kommer jeg ved en fejl til at sende mailen ud på en forkert mailingsliste, der desværre indeholder 153 mennesker. Det er normalt ikke noget, der gør en voldsom populær – og jeg får også et par mails om ”gør det ikke igen!”. Helt uventet ringes jeg det meste af formiddagen op af personer rundt omkring i kommunen – for sådan en kommune er Glostrup også – som føler med mig og fortæller deres egne tricks, når det er for koldt og prøver at hjælpe. Så den helt igennem tåbelige fejl med at sende ud på den forkerte mailingsliste har betydet helt nye bekendtskaber med ansatte fra teknisk service og rengøringen for slet ikke at nævne Frank, pedel fra Nordvangskolen, som ringede og tilbød, at jeg bare kunne nævne hans navn, hvis jeg havde problemer med noget – eller nogen!

Lad mig slå helt fast, at det har været en stor fornøjelse at begynde som bibliotekschef på Glostrup Bibliotek, og jeg kan kun sige tak til alle på biblioteket og i kommunen for at tage imod mig! 
 

Læs også de tidligere stafetter ved at bladre i nyhedsarkivet