Indtryk fra Bogforum 2018

Indsendt af Ellen Ravn Bertelsen 28. november 2018 - 11:13

Bogforum 2018 gav et indtryk af, at forlagene og forfatterne kommer bibliotekerne i møde.

Jeg var på vegne af Bibliotekschefforeningen på Bogforum 2018, hvor jeg blandt andet deltog i en paneldebat hos Danmarks Biblioteker under overskriften Folkeoplysning & folkebibliotek: Hvordan rimer faglitteratur på UNGE? sammen med Jane Jegind (V), næstfmd. DB og Ole Sønnichsen, forfatter og forlagschef L&R og Andreas Munk Scheller, forfatter og forlagsredaktør Alinea.

Mit overordnede indtryk fra Bogforum i år er, forlagene og forfatterne kommer os i møde, og det er jo et rigtig godt udgangspunkt for det fælles arbejde vi har foran os: at få børn og unge til at læse mere.

Litteraturen skaber egne billeder på egen skærm
Børn og unge læser mindre i deres fritid. Spørgsmålet er, hvad vi som samfund gør ved det? 
Morten Visby, formand for Forfatterforeningen havde blandt andet disse budskaber: Virkeligheden er lige så kompleks, som altid. Og derfor er litteraturen vigtigere for den enkelte end nogensinde. Litteraturen kan fange og fængsle. Det er afgørende, at næste generation lærer evnen til at være i en mellemfase og udskyde pointen. Det særlige kan litteraturen. Opøve evnen til langsomhed og tålmodighed. 

Det er derfor, at bibliotekerne også arbejder med fordybelse i formidlingen, når vi for eksempel laver “Readathons” (12 eller 24 timers fælles læseoplevelser)

LÆS – SPIS – SOV – GENTAG
L&R delte denne mulepose ud på Bogforum 2018. Budskabet på posen er præcis det samme, som bibliotekernes læseaktiviteter går med. Det handler om formidling. Det handler om samarbejde, systematisk tilgang, vedholdenhed og kreativ formidling.

Det handler om LYST – VILJE – VANE. Vi skal ville noget på børnenes vegne. Og det er den målrettethed, der gør sig gældende på de danske biblioteker i disse år. Hvordan formidler vi, så læsning og litteraturens verden bliver attraktiv for børn og unge, og at vi rent faktisk bliver vanedannende?
 

Pia Henriette Friis