Stafetten: Til september
15. juni 2026
Af Anders Peetz-Schou Nielsen
Jeg hader at skrive. Alligevel greb jeg stafetten fra Marie. Det er jeg glad for (tror jeg).
Jeg har læst, nej, lad mig være ærlig, skimmet de andre stafetter. Der var én fra min tidligere leder – det var pudsigt at få et indblik i hendes tanker om en proces jeg selv var en del af som medarbejder. Måske vil mine medarbejdere læse det her? Er de klar til det?
Hvad er det egentlig jeg har på hjertet denne tirsdag eftermiddag? Brok over at det igen lugter fra kloakken på Skærbæk Bibliotek? Småstress over alt det jeg er bagud med? Eller er det spændende at skulle til temadrøftelse med udvalget om nogle timer? Er det en frygt for ufred og censur der fylder? Måske jeg skal få flettet en undskyldning ind til XXX fordi jeg lavede den der joke med ronkedorbanko i Viborg – ej, han kan tage det. Han lavede jo også alle de jokes omkring ulykken – jeg fik da sagt fra, da jeg synes det blev for meget, gjorde jeg ikke? Det er egentlig irriterende at den ulykke stadig dukker op i mine tanker. Så måske skal jeg skrive om den? Men så bliver den jo ved med at definere mig? Eller måske kan jeg endelig lukke det kapitel?
I morgen er det nogle helt andre ting jeg ville skrive hvis jeg tog mig tiden til det.
En refleksion rammer. Hold kæft, hvor er det let at få sat ord på alt det jeg er i tvivl om. Det er sværere at sætte ord på alt det jeg er sikker på, det er mere bare en fornemmelse i min mave. Måske er det der skrivning ikke så slemt?
Jeg prøver med ulykken – den slags er der vel altid læsere til?
. . .
Anders, du må nok hellere komme over på biblioteket, der er sket en eksplosion. What! Der var vist det der kemishow i dag? Det er lørdag. Jeg er midt i en middagslur. Hun er godt nok rolig i sin stemme. Jeg spørger; er det slemt? Ja. Er der nogen der er døde? Nej. Nej, det tror jeg ikke…
Skynd dig langsomt, Anders. Der er ingen grund til at komme derover med stress i hele kroppen. Gør dig umage med ikke at løbe.
Der er godt nok mange sirener.
Jeg husker kun glimt.
Hende kender jeg. Hun ligner en hvis verden er ved at styrte sammen. Hun holder på et barns arm. Eller holder hun inden i barnets arm? Der er ambulancereddere ved dem.
Jeg må videre.
Skab dig et overblik, Anders. Det hele er fragmenter.
Der er blod i trappeopgangen. Der er endnu mere inde i studiesalen.
Hvad er der dog sket?! Politiet spørger mig om alt muligt.
Jeg er kaptajnen – det her mit skib. Jeg er ingen kaptajn. Jeg er en overvældet statist.
Fuck, hvor er de der politifolk og brandmænd gode, tænker jeg. Rolige med overblik, redder liv og førlighed, skaber sikkerhed og gør det hele med gode manerer. Selv overfor en statist.
Jeg ringer til min leder. Det her er kode rød! tror jeg, at jeg siger. Vi er blevet til breaking news med gule bjælker på både DR og TV2. ”EKSPLOSION PÅ TØNDER BIBLIOTEK”, ”FLERE TILSKADEKOMNE”. ”BØRN BLANDT DE SÅREDE”.
Han siger han kommer. Han siger at fagchefen kommer. Han siger at vicekommunaldirektøren kommer. Han siger også at kommunikationschefen er på sagen, og at kommunikationschefen sender en medarbejder i forvejen – som da også er allerhurtigst fremme. Alle kommer faktisk hurtigt frem, tager over, tager ansvar. Nu kan jeg være statist med lidt bedre samvittighed.
De fortalte mig at nogle af de voksne, få sekunder efter ulykken, allerede var i gang med at yde førstehjælp. Andre voksne fik samlet mange af børnene og fik dem med ned i den anden ende af førstesalen. De hentede børnebøger nedenunder og forsøgte at skabe normalitet og tryghed midt i kaosset. Ved desillusionering; prøv at huske på dette.
Vi rejser os allerede mandag. Åbner igen klokken 12:00. Alle er de bedste udgaver af dem selv. Tager ansvar og støtter hinanden. Vi taler ikke om hvad der kunne være sket, men kun om hvad der er sket, siger jeg.
Jeg falder onsdag morgen. Klokken er 8:30ish – jeg kan mærke at jeg er lige ved at råbe af dem som er med til mødet. Det er egentlig printeren jeg er sur på.
Jeg går hjem, siger jeg, med de to sidste gram af kontrol i min krop.
Jeg har brug for hjælp, siger jeg til min leder. Han siger okay – så får du hjælp. Et styk krisepsykolog, dog kun på teams, for det er lettere når man er lidt langt væk fra alting. Får jeg det godt igen, spørger jeg krisepsykologen, for det føles nemlig som dengang jeg havde stress? Simba, der må du aldrig gå hen. Han siger ja – det føles måske ens, men det er ikke helt det samme. Pyha!
Jeg rejser mig igen. Er lidt flov over at jeg faldt, jeg var jo slet ikke tilstede da det skete.
. . .
Til september er det to år siden at ulykken fandt sted. Der var ingen der døde. Nogen kom alvorligt til skade, andre kom til skade. Mange har nok glemt det. Det tror jeg ikke at jeg gør.
Jeg er biblioteksleder på Tønder Kommunes Biblioteker. Et lille til mellemstort biblioteksvæsen relativt langt væk fra det meste. Her er jeg glad ved at være. Der er gode mennesker omkring mig. Vi har udfordringer. Vi har succeser. Læsevanerne her på egnen er sgu ikke de samme som i Allerød, tænker jeg tit.
Jeg er nok en af dem der er faldt i biblioteksgryden som barn. Kan ikke forestille mig at arbejde andre steder end på et folkebibliotek.
Efter at have set overvågningen er min tanke ”Det sagde vist ikke engang rigtigt BANG!” ?
Jeg hader stadigvæk at skrive.
Og nu sender jeg stafetten videre til Anja Tofthøj Warrer på Randers Bibliotek.
I BCF har bestyrelsen oprettet en stafet som giver os mulighed for at dele vores ledelseserfaringer og ledelsesudfordringer med hinanden. Vi er en forening med medlemmer fra hele landet, små og store kommuner. Vores udfordringer er nogle gange meget ens – og andre gange umiddelbart forskellige, men altid interessante at lade sig inspirere af.
Med stafetten beder vi dig fortælle om det der ligger dit hjerte nært på ledelsesområdet lige nu: Det kan være en organisationsændring, en økonomisk øvelse, en fagstrategisk indsats eller andet.
Har du bidraget til stafetten, så giv den videre til en kollega et sted i landet, og hjælp med til at vi får dækket hele danmarkskortet.
